Smarte måder hvorpå du kan spare på strømregningen

spar på strømmen

Med de tordnende energipriser er der ikke noget at sige til, at mange leder efter måder at optimere på for at få gjort strømregningen så lille som mulig. Da prisen for strøm er steget voldsomt på relativt kort tid (i nogle tilfælde er den blevet mangedoblet på blot et halvt års tid), kan det for nogle gøre et alvorligt indhug i privatøkonomien, da energien er gået fra at fylde omkring 5 % af budgettet til at fylde 10 eller endda 20 %. I nogle ekstreme tilfælde måske mere.

Den simple løsning på alt dette er naturligvis at slukke for alt, hvad der bruger strøm. Dette er dog ikke en særlig holdbar løsning og ganske enkelt ikke realistisk at gennemføre for de fleste. Derfor vil vi i stedet kigge på de ting, hvor man kan optimere for i sidste ende at spare på regningen. Og selv med små tips er der faktisk mange penge at spare!

Konkrete sparetips

Herunder følger en række gode råd til at spare på strømmen og varmen. Nogle af rådene kan du implementere omkostningsfrit og med det samme, mens andre kræver lidt mere forberedelse og investeringer i udstyr eller materiale. Fælles for dem alle er dog, at du ikke behøver hyre nogen til at gøre det:

  • Gennemgå din regning for gebyrer. Du bør næppe skifte strømudbyder på nuværende tidspunkt, men ved at gennemgå din elregning vil du måske opdage, at du betaler unødvendige gebyrer. Dette kan f.eks. være i form af et gebyr for at få tilsendt en regning med posten – kan du skifte til Betalingsservice, er dette penge direkte sparet.
  • Brug udstyrets strømbesparende funktioner. Meget udstyr har efterhånden flere forskellige funktioner, selvom de i bund og grund tjener samme formål. Et godt eksempel er din vaskemaskine og opvaskemaskine, der med garanti har en økofunktion. Med denne tager det måske længere tid, men der bruges langt fra lige så meget energi, da der bruges en lavere vandtemperatur. Det er opvarmning af vandet, der for alvor koster!
  • Isolér dit loft eller dine mure. Hvis du ikke allerede har isoleret loftet, og såfremt du har mulighed for det (det er f.eks. sjældent muligt i en lejlighed), bør du se at få det gjort. Det koster lidt for selve isoleringen, og det kræver lidt arbejde at få det lagt. Men når først det er gjort, vil du med det samme opleve, at du slet ikke skal bruge lige så meget energi for at opnå den samme rumtemperatur som tidligere, og varmen bliver også holdt i længere tid med brug af mindre effekt.
  • Brug smartprodukter til hjemmet. Ved f.eks. at installere kontrolsystemer til lamperne og digitale termostater, kan du for alvor optimere energiforbruget. Det handler nemlig om at finde de steder, hvor der på nuværende tidspunkt er et unødvendigt energioverlap, og det hjælper disse produkter dig med. Husk desuden at bruge en VPN-app for at holde adgangsvejen til dit smartudstyr sikker.
  • Skift til LED-pærer. Hvis alle dine pærer virker, bør du ikke bare gå ud og købe LED-pærer til samtlige lamper for at få dem skiftet. Denne udgift vil nemlig tage lang tid at få tjent hjem, og på kort bane er det derfor en markant udgift. Men i takt med at de går i stykker, bør du få dem skiftet til LED – de holder meget længere og bruger markant mindre strøm end selv de mindste traditionelle elpærer.

Hvornår falder priserne igen?

Der er selvsagt ikke nogen, der kan sige noget om, hvornår priserne igen måtte returnere til et niveau, som vi så i det meste af 2021 og tidligere. Eksperter vurderer dog, at priserne ikke vil forblive på dette nye høje niveau, men at de vil finde et mere respektabelt leje på et tidspunkt. Det er dog klart, at krig og verdensomspændende pandemier gør sit klare indhug i dette, og det kan derfor være svært at forudsige.

Men uanset hvilket niveau priserne måtte stabilisere sig på, så kan du stadig med fordel gøre brug af ovenstående råd for bedst muligt at fremtidssikre dit hjem imod uventede stigninger. Derudover er der også en miljømæssig fordel, som du uanset hvad også vil opnå, da du vil blive mindre energiafhængig, og dit personlige aftryk på klimabelastningen bliver derfor mindre både nu og i fremtiden.

Scroll to Top